---

Hej, jeg er ved at skrive stil om at turde eller ikke turde. Er der nogen, der kan give mig nogle gode idéer til, hvad jeg kan skrive om? Jeg har skrevet to sider, og det er ret spændende, men ville gerne høre andres mening om det også. Jeg har skrevet om egne erfaringer og om det psykiske ved det.
Hilsen Nana.. (Jeg er 16 år, hvis det betyder noget.)

---

Det er jo svært når ikke man ved hvor du er hende i det ?
Jeg kan jo tilføje at turde kan være mange forskelige ting. Det kan eks være dumdristighed.
Det kan også være at turde livet, eller turde kærlighed, eller turde en kamp/krig. Turde at sige fra.

---

Jeg synes du skulle skrive om at 'turde' og at 'ikke turde' i relation til at 'markere sig' i timerne i skolen

RIGTIG mange elever 'tør' ikke række fingeren op - hvorfor ikke? De sidder med et svar som de ved er korrekt - men tør alligevel ikke? Hvorfor ikke? Er det manglende selvtillid? Angst for at 'blive til grin i klassen' - eller...eller...eller..

Et, synes jeg, utroligt vigtigt og relevant emne som MANGE elever, lærere og forældre vil nikke genkendende til, for hvem af os har ikke siddet til en forældre/elev/lærer konsultation og hørt/sagt 'Jamen lille Peter klarer sig fantastisk godt - men han skal markere sig noget mere, vi ved jo at han har svaret'.

Bare et forslag - og jeg tror endda det vil score god karakter idet det er et emne som lærerne beskæftiger sig med i en uendelighed

Rigtig god arbejdslyst til dig!

Knus til alle

---

Ja... Har skrevet om de forskellige måder at turde/ikke turde på. Der er jo mange... Og det er det, som gør det så spændende.

Og så har jeg også skrevet om mine egne erfaringer med ikke turde række fingeren i vejret, ikke turde stille sig op foran større forsamlinger osv. Og også om fobier... det hænger jo sammen...

Men hvad med jer? Er der noget, som I ikke tør?

---

vil.du hvor har du ret.
Præstations angst er et alt for stort problem i folkeskolen. Måske i bund og grund pga mobning.
Som man igen..... ikke tør sige fra overfor.

---

Jeg synes "vil du"`s forslag er rigtig fint, og kan tilføje, at du jo kan skrive om, hvordan det er, når du markerer dig, selv om du ikke tør.

Venligst Kirsten

---

Jeg er nok mere bange for fysiske ting. Såsom fritfald eller bongi jump.

---

ja.... det handler også om lavt selvværd. Man tror ikke, man kan noget. Derfor sidder man stille hele timen igennem, selv om de andre elever siger alt det, som man selv lige havde tænkt...
Det handler i det store om, at man er bange for at fejle. Men man er kun menneskelig, hvis man fejler en gang imellem, for det gør alle.

---

Det er nemlig fuldstændig rigtigt Hanana, ALLE fejler men problemet er at der er rigtig mange, især unge som mener at 'de andre' kan det hele og lidt til. Alt i alt ja, manglende selvtillid.

Personligt tror jeg at det ville være en god ting hvis klassens aller dygtigste elev rakte fingeren i vejret og kom med et FORKERT svar...OG gav sig til at skrupgrine SELV.

Der er enorm stor forskel på at 'grine med' og at 'grine af' - dette ville jeg sådan ønske at folk (alle aldre) ville erkende, MEN, er man usikker i forvejen, så er der, i eens egne øjne, absolut INGEN der 'griner med' - så griner alle AF. Et udslag af den manglende selvtillid - man er så utrolig sårbar.

Jeg tror at - for at vi alle skal blive mere 'modige' i livet, så skal der begyndes helt fra vi er børn, med opdragelsen. Man skal kunne tåle kritik uden at gå i spåner.

Lige et eksempel før jeg er nødt til at gå (det ÆRGRER mig at jeg må gå, for dette er en af mine kæpheste *gg*) - f.eks. :

Da mine unger var små og begyndte at tegne tegninger, skulle vi forældre selvfølgelig have alle disse kunstværker og de skulle selvfølgelig sættes op i 'galleriet' (læs: på køleskabet).
MEN - det var afgjort ikke alle deres tegninger der kvalificerede sig til dette. Hvis nu de havde tegnet et hus hvor røgen steg op fra skorstenen mod højre og der stod et flag som blafrede til venstre...jamen så sagde jeg 'Det er en god tegning, et flot hus, fint flag og du har fået meget med MEN den er ikke god nok til at blive hængt op FORDI du har ladt røgen blæse til den højre og flaget til venstre hvilket ikke kan lade sig gøre, fordi....' Lav tegningen om, så kommer den op.
Hvis de kom med en tegning hvor tingene var rigtigt placeret og farvet osv. osv. - så blev den rost til skyerne (meget vigtigt at rose) og hængt op med store armbevægelser.

Nu var det ikke 'den rene ondskab' altsammen, for hvis de havde en FORKLARING på HVORFOR 'det forkerte' var 'forkert' så blev tegningen godtaget og hængt op.

Og så kommer jeg lige til at tænke på en lille episode med min søn som ikke var ret gammel. Han kom med denne, næsten obligatoriske, tegning af hus, have, sol osv. Der stod et træ i haven - det var BLÅT.
Jeg sagde så at denne tegning var god osv....men det træ dér - blå træer?? 'Har du en forklaring på det? Ellers må du lave en ny'...

Denne gang var ungen hurtig, han havde skam en forklaring 'Jamen manden er kunstmaler og han har malet bladene blå på træet.'

OK så - hermen var tegningen med det blå træ jo så kvalificeret til 'galleriet'

Men - det korte af det (meget) lange er, tror jeg - ros børnene, HVER gang der er grund til det, for når de bliver rost til skyerne når det er retfærdigt, så kan de også lære at tage mod retfærdig kritik uden at verden vælter. Og dermed bliver ikke ALT negativt der siger i en radius på 1 meter fra dem, taget for 'et personligt angreb'.

Puha, nu er jeg ude.

Mere god arbejdslyst til dig Hanana

---

For mig handler turde / ikke turde om at tage spring - altså ægte udfordringer:

* Sælg huset, pak familien sammen, rejs til udlandet og håb på, I kan finde job der

* Drop jobbet - tag et sabbatår, hvor I kommer verden rundt - og start helt forfra, når man kommer hjem

* erkend, at man er ved at gå i stå - sige jobbet op - tage en ny uddannelse / ny retning

I den mindre udgave:

* Bungyjump fra 90 m. bro

* Udspring i faldskærm

---

En idé : Skrive om hvordan man kan få mere mod (uanset om man har meget eller lidt iforvejen) fx. som i ovenstående kommentar kl 14.26, eller ved at visualisere det, fx forestiller man sig at gå på en line spændt ud mellem to højhuse.
Og nogle eksempler på hvorfor det er vigtigt at have mod i livet generelt, hvilke prombelem man har/får nåe man ikke udviser mod. Og hvem du synes er modig............................etc. etc.

---

Hej Hanana

At turde være sig selv - på godt og ondt...

At turde gå imod strømmen og holde fast i sine drømme og turde leve dem ud.

MVH
Hanne

---

Hej Hanana

Har et citat hængende på min opslagstavle. Det siger "Somme tider er man nødt til bare at hoppe ud fra broen, og så udvikle vingerne på vejen ned".

Man kan leve sit liv med livrem og seler, men så tror jeg, at man mister en masse af sig selv

Og skriv en stil der rammer din helt specielle personlighed - det er jo den, der er vigtigst her

Held og lykke - hilsen Ripley

---

Har fået nogle idéer ud fra det I siger... Så, nu har jeg fået skrevet endnu en side. Hvis I er interesseret, vil jeg gerne lægge den ud her, så I kan læse det endelige resultat... Jeg skal aflevere den i morgen og glæder mig, for jeg er tilfreds.
Tak for jeres hjælp! :D

---

Hej Hanana

Det var dejligt! Ja, det kunne da være interessant at se, hvad du er kommet frem til.

Spændt på at "høre" karakteren!

---

Ja, det er rigtig spændende hvad du har fundet ud af, jeg vil osse meget gerne læse din stil

---

Ok, Jeg lægger den ud om lidt... Skal lige rette den og sende den afsted til min lærer først..

---

Du tør ikke

At turde er at miste fodfæste for et øjeblik, ikke at turde er at miste sig selv. Citat af Søren Kierkegaard.

At turde og ikke turde er følelser, som altid er hos en, selv om man ikke altid er bevidst om det. Det er følelser, som kan få én frem i lyset, eller de kan ødelægge én psykisk og fysisk. Ofte handler det om at turde eller ikke turde, når man træffer et valg eller skal prøve noget nyt.
At turde er at miste balancen et lille stykke tid uden at vide, hvor og hvornår man lander igen. Som regel lander man sikkert og godt, men måske er det et helt andet sted og på en anden måde, end man regnede med.
At turde kan være mange ting. Det kan for eksempel være dumdristighed. Eller at turde livet, turde kærligheden, turde sige fra, turde gribe ind i situationer, hvor det kan skade én selv, etc.

At turde handler om at tage chancer. Man bevæger sig helt ud til grænsen, og i visse tilfælde går man over grænsen bare for at se, hvor grænsen egentlig er.
Ikke at turde handler om, at man er bange. Måske bange for at prøve noget nyt, man aldrig har gjort før. For eksempel tage toget alene. Næste gang man tager toget alene, er man så ikke helt så skræmt. Der kan dog være ting, som man ikke tør springe ud i, selv om man har prøvet det før. For eksempel det med at stå på en scene og snakke til en hel forsamling. Næste gang, man skal derop, kan man være lige så bange.
Måske tør man ikke gå ned i kælderen, fordi der er edderkopper, og under ens seng er der monstre, så man tør ikke stå ud af sengen af frygt for at blive spist. Man kan være bange for tandlægen, eller måske tør man ikke gå gennem skoven alene, fordi der kan ligge en morder på lur bag en busk.
Mange elever tør ikke række fingeren i timerne, selv om de sidder med et svar, som er korrekt, fordi de er angste for at blive gjort til grin.
Hvis andre hører, at man ikke tør, så er man en bangebuks eller en tøsedreng/-pige. Sådan er det tit, når man er lille, men jeg tror også, at man bliver set som svag eller barnlig, når man som 20-årig ikke tør gå ned i en mørk kælder.
Jeg synes, at drenge ofte ikke tror, at piger tør noget som helst, så vi bliver set som de svage i samfundet. Der er bestemte forestillinger om kønnene med hensyn til at turde og ikke turde:
Drengene tør ikke vise følelser, men de er meget modige og tør godt gå i krig. Vi piger tør ikke være i nærheden af edderkopper, men vi tør tage initiativ.

Små børn har en tendens til bare at kaste sig ud i nye udfordringer, men selv om man er lille, er der ting, man ikke tør. Skal man gå hen til den fremmede, eller skal man trygt blive hos mor og far? Senere handler det om at bevise over for sine venner i børnehaven, at man altså godt tør hoppe ned fra gyngen eller tegne en stor rød streg på væggen. Når man kommer i skole, vil man vise sig over for de andre elever, og derfor siger man læreren imod, hvilket giver respekt fra vennerne.

At turde kan have frygtelige konsekvenser, men der følger som regel noget godt med alligevel: respekt.
Klatrer man op i et højt træ, kan man falde ned og brække et ben. Tegner man på væggen, får man skældud. Svømmer man ud, hvor man ikke kan bunde, kan man drukne. Man bliver set som en helt, som tog det hele i stiv arm, selv om man brækkede et ben, fik skældud eller druknede.

Man opnår ikke min respekt, hvis man tør spise en orm. Til gengæld er jeg vild med folk, som tør gå imod strømmen og være sig selv. Ikke en kopi, men en original. Der findes for få unge, som tør være sig selv, og grunden til det er, at de ikke har nok selvtillid.
Jeg har også stor respekt for folk, som tør lade være med at følge de uskrevne regler. For eksempel skal unge ikke stemples som kedelige, hvis de ikke drikker eller aldrig går med sminke. Jeg vil aldrig ryge en cigaret eller gå i solarium, og det tør jeg godt fortælle andre, selv om de så tænker, at jeg er kedelig. Forleden dag gjorde jeg noget fantastisk. Jeg klippede mit hår, og folk sagde: ”Tænk at du turde.” Men når man gør noget vildt, underligt og usædvanligt, så føler man, at man virkelig lever. Man skal bare turde. Tør jeg farve mit hår sort? Det giver energi at gøre noget vildt.

Jeg står alt for ofte og spørger mig selv, om jeg nu tør eller ej, og med det mener jeg, at jeg har svært ved at kaste mig ud i noget nyt. Det hænger måske sammen med, at jeg er genert
Somme tider tror jeg, at jeg lider af social angst. Det begyndte for ca. 1 år siden, og det kommer mest frem, hvis jeg møder en gammel ven på gaden. Jeg siger næsten altid hej, m derefter vil jeg helst bare gå videre uden at snakke, for jeg bliver ofte rød i hovedet. Det værste er, at jeg er bevidst om det, så måske bliver jeg rød i hovedet, fordi jeg forventer det. Når jeg så først ligner en tomat, kan jeg begynde at stamme, og det eneste, jeg tænker på, er at slippe væk, så jeg kan få min normale hudfarve tilbage.

Jeg kan sidde i skolen og spørge mig selv, om jeg tør række hånden op for at svare på lærerens spørgsmål. Tænk nu hvis jeg svarede forkert. Så ville jeg føle mig dum hele dagen, selv om alle andre muligvis bare havde glemt det. I skolen kan jeg også blive rød i hovedet. Sådan var det ofte på min gamle skole og især i engelsktimen. Jeg følte mig hverken god eller dårlig, jeg var bare bange for gå i stå midt i en sætning. Sådan har jeg det lidt nu i fransktimen. Jeg ved, at jeg er god til det, for jeg elsker fransk og min karakter til folkeskolens afgangsprøve var god. Men de andre fortæller mig, at jeg er god, så jeg ved, at de forventer en masse af mig. Når jeg så skal sige noget, bliver jeg helt stum og varm i hovedet. Tør jeg række hånden op og begive mig ud i en sætning, som ikke står på papiret? Nej, det tør jeg ikke.

I dagene før efterskolestarten spurgte venner og familie mig, om jeg glædede mig til at starte på efterskole. Ja, hvor jeg dog glædede mig til at komme væk hjemmefra og møde nye mennesker, men nej, hvor jeg dog ikke turde. Da det så blev søndag, og vi kørte af sted til efterskolen, var jeg slet ikke så bange og nervøs, som jeg havde regnet med, at jeg ville være. Mine forældre virkede mere nervøse end jeg, og mit hjerte bankede kun en smule. Det var utrolig spændende og farligt, men jeg kastede mig ud i noget nyt og overlevede.

En af mine store frygter er at stå på en scene. Eller bare det at være midtpunkt. Jeg stoppede til sammenspil for et halvt år siden, fordi jeg ikke turde spille flere koncerter. Jeg har det sådan, at hvis jeg skal spille klaver foran nogen, så skal de sidde bag mig, have lukkede øjne eller være i et andet rum, for ellers kan jeg ikke koncentrere mig. Jeg bliver bange for at fejle.

Men alt kan ændre sig, og en dag elsker jeg måske at stå på en scene. Jeg har selv en erfaring med noget, jeg ikke turde, men som efter et stort stykke arbejde blev til en ting, jeg turde og var vild med. Da jeg var lille, var jeg bange for vand, men min far blev ved med at tage mig i svømmehallen i et års tid. De første par gange holdt han mig over vandet, da jeg slet ikke turde røre det, men mere tid vi tilbragte i svømmehallen, jo længere ned i vandet kom jeg, og nu har jeg gået til svømning stort set hele mit liv.
Det vil altså sige, at ting kan ændre sig, hvis bare man bliver ved med at arbejde på det.

Det vigtigste er, at man ved, at man er normal, hvis man fejler. Det er svært at indse, men alle i hele verden begår fejl, selv Nelson Mandela begår fejl nu og da. Se bare på prins Joakim, som blev taget i at køre for stærkt. Man bliver kun mere menneske af at fejle en gang imellem.

---

kommentér gerne

---

Hanana-> Det er så flot skrevet. Jeg ville ønske, at jeg havde været lige så moden, da jeg var i din alder

Knus Ripley

Der har været mange flere år om at regne sig frem til det du ved NU - Super

---

Hej Hanana.

Det er en fin stil du har skrevet, jeg synes du kommer rigtig fint omkring emnet og det er fornemt at du drager egne erfaringer ind

Det er så befriende at læse en sådan stil, jeg sidder og bliver helt salig fordi jeg mindes når jeg sad og læste min datters stile. Hun er lige så velformuleret som du og hendes favoritbeskæftigelse i skolen var netop at skrive stile.

Det er elegant at du begiver dig op gennem livets forskellige aldre til det stadie du er på nu - meget flot.

Der er nogle få grammatiske ting (ikke stavfejl - ikke en eneste så vidt jeg kan se ) men det er vel ikke dem der skal bedømmes men selve indholdet.

Jeg er meget spændt på hvilken karakter du får - jamen gives der i det hele taget karakterer?

Og så skriver du at du 'skal have sendt stilen til din lærer' - gør man det på email i dag? Dælme smart

Jeg håber du vender tilbage og fortæller om lærerens kommentarer og evt. karakter

Knus fra vil.du

---

tak for jeres dejlige kommentarer...
grammatiske fejl??? Må jeg se??? :) Er nysgerrig...
Jeg elsker også dansk stil - hvis det er gode emner... Det er så spændende...
Det er faktisk første gang, jeg afleverer over e-mail, og jeg bryder mig ikke om det, for jeg vil hellere have det i hånden, så jeg som voksen kan se, hvor læreren syntes, jeg skulle have skrevet noget andet osv.
Jeg får karakter forhåbentlig i næste uge.
Store knus og takker fra mig!

---

Læreren synes, at det er en flot og gennemtænkt stil. Jeg kommer med gode argumenter og beskrivelser. Sprogligt ser det også vældigt fornuftigt ud. Jeg har fået 10. :) tak til jer alle for inspirationen! :D

---

wow - stort tillykke til dig

---

Så gjorde det vist alligevel ikke noget at du skulle aflevere over e-mail

Tillykke med det flotte resultat og tak fordi vi måtte læse med.

Hilsen Ripley

---

Det var så lidt, skulle det være en anden gang. :D

---

med ti-tallet!!!


Hanne

---

tak... :) ihhhh... hvor er det egentlig hyggeligt herinde, og hvor er det dejligt med så mange venlige mennesker

---

Ja, her er ret tit meldt råhygge - smalltalk er gået i selvsving for nogle uger siden - nu kan folk ikke få nok

Men desværre er der nogle, der er knap så hyggelige en gang imellem - så bliver du ikke overrasket, når/hvis du oplever det.

God weekend!


Hanne

---

-og Hanana, skulle du rende ind i dem, der ikke er så hyggelige - så spring op og fald ned på dem, de fleste der færdes her er gode nok.

Men lad ikke nogen her tro, at du ikke er OK - det er du

Lad os høre mere om hvad du skriver - det er spændende

Hilsen Ripley

---

Ok, tak...Og tak fordi I mener, at jeg er god nok. Det er altid rart at få at vide! Jamen, jeg vil holde den side åben til mine stile så. :) Eller henvise herinde til det sted, jeg skriver min stil ind. Hvis det gav nogen mening.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.