---

Kan man blive afhængig af de smertestillende piller kodimagnyler??
Hvornår har man et problem??

---

Desværre ja. Det kan man sagtens. Hvis du har dette problem, vil jeg råde dig til at tale med din læge snarest.

Hvis man dagligt tager smertestillende, bliver man til sidst imun over for dem. Så jeg vil sige, at tager du dagligt kodimagnyler, så har du et problem. Tag til din læge og tal med vedkommende om det

---

Fysik afhænig, tror jeg ikke men læs ellers her

http://www.netpatient.dk/kodimagnyl.htm

Derimod tror jeg sagtens at man kan blive psysisk afhænig. Hvis det er smærter du har det samme sted dag efter dag, ville jeg istedet undersøge hvad der er galt. det er jo ikke meningen at kroppen skal gøre ondt. :) Måske skulle du gå til din læge.

At tage piller er smart men det er også symptombehandling og jeg tror at man kommer længere med at behandle eller ændre det der er galt.

---

Hov der var lige den med hvornår man har et problem. :)

Det er du bedst til selv at vurdere, føler du det er et problem? Man kan sagtens være ordineret kodier af lægen til daglig indtagelse. Men det kommer an på hvad du tager dem for og om der er en anden løsning, massage, svømning, idræt. Man kan gøre meget alternativt for at mindske smerterne.

---

Ja, det kan man godt.
Hvornår man har et problem, det har man hvis man spiser dem hver dag uden der egentlig er grund til det, og fordi man har en ide om, at man skal have dem.

Og der kan være en del bivirkninger ved at tage dem i længere tid.
Nyrer og lever kan tage skade og selv om det er et smertestillende, kan de ved længere tids brug medføre den stik modsatte virkning, at man får hovedpine og muskel/ledsmerter ved at spise dem.

Og overdosering, altså mere en 3 x 2 piller om dagen, kan være meget farligt.
Dagsindtagelse af 10 eller derover, kan give akut nyresvigt.

Men hvorfor spørger du, og hvor mange spiser du.
Har du det bedre nu, jeg synes at kunne huske dig fra en del ældre spørgsmål.

mvh dova

---

Du kan godt blive afhængig af kodigmagnyler.

Hvis du selv stiller spørgsmål ved dit forbrug, kunne det tyde på at dine egne alarmklokker allerede ER begyndt at ringe. Jeg har selv arbejdet sammen med en kollega, hvis forbrug var så stort at hendes mave sagde fra. Hun måtte i gang med kikkertundersøgelser og operationer. Håber at du accepterer at kroppen nogle gange bliver syg og man må søge læge - lyt til din krop når du er itvivl, så kan du og din læge måske helbrede sygdommen inden den bliver værre.

Mvh. AMP

---

Hej Dova... (og jer andre)
Tja.. Har det lidt bedre, men står sansynligvis overfor min anden indlæggelse for anoreksi.. rigtig trælst...
Det svinger meget hvor mange piller jeg tager, men ca 2-4 hver dag.. nogle dage tager jeg 6...
Ved egentlig ikke hvorfor, det er derfor jeg skrev spørgsmålet...
Men i siger at man skal gå til lægen.. Hvad skal man sige? Jeg ville synes at det er enormt flovt...

---

Ana, ja det er flovt. Helt bestemt, det vil jeg give dig ret i. Men du har et seriøst problem. Du tager for mange piller. Skriv det evt i et brev, som du så afleverer til lægen, lad lægen læse det mens du sidder der. Lad lægen kende sandheden, så du kan få den hjælp, som du har brug for. Du har bestemt brug for hjælp. Og den hjælp er der folk der gerne vil give dig.

Jeg håber virkelig, at du tør tage imod den hjælp, som de vil kunne give dig, men det kræver at du er ærlig. At de kender til de ting, som foregår inde i dit hovede...

Held og lykke med det

---

Ana17 - sig det til din læge som det er - udskriv evt. dit spørgsmål og tag det med til lægen - en god læge tager sig tid, og I kender forhåbentlig allerede hinanden når du har anoreksi.

Det er IKKE flovt at gå til lægen - du har en sygdom!!!! - se det som en styrke at du har taget initiativ til at blive hjulpet i dette forum og når du går til lægen får du endnu et "point".

Mvh. AMP

---

Hvis du vil, kan du skrive et brev til netbrevkassen.dk så skal jeg nok sørge for at besvare det. Jeg sidder som redaktør der. Jeg vil gerne hjælpe dig videre, så du kan få et godt liv.

---

Det er ikke flovt at gå til sin læge.
Det er heller ikke flovt at være syg.

Eller det bør ikke føles som flovt, ikke at det du føler er forkert men det er inegen skam at have brug for hjælp også selv om man har været der før.

Du skriver du ikke helt ved hvorfor du tager pillerne, jeg forstår godt det godt. :) det er måske blevet en vane for dig, at du skal da lige have et par piller.

Du før har været indlagt med anoreksi, det betyder som regl at man tumler med nogle psykiske problemer. Disse skal behandeles of ategs alvorligt og det kan tage mange år. Jeg har en vendinde der har været under behandling i over 10 år.

Jeg synes du skal kontakte din læge og sige at du ikk er kommet over din spiseværing, at du oplever et afhænigheds forhold som du egentligt godt ved ikke er sundt.

Det hele bunder i at du har brug for hjælp og du ved nok godt at det bliver hårdt arbejde. Når man skal arbejde med sig selv er det tit meget svært og hårdt at komme igang men det er vejen frem.

Held og lykke, jeg håber det bliver bedre for dig. :)

---

Jeg har desværre ikke et særlig godt forhold til min læge... Jeg har aldrig snakket med ham om anoreksi, det er kun med lægen, diætisten og psykologen på et sygehus.. Og lægen kan jeg ikke snakke med, da han altid har travlt..
Min egen læge...- ja! Jeg ved det ikke... Jeg har bare svært ved at snakke med ham.....!
Pipzi: Jeg vil overveje at skrive til dig derinde.. Det lyder som en god side...

---

Hvis du ikke føler dig tryg ved din nuværende læge, synes jeg du skal skifte læge. Meld dig evt. ind i en støtte gruppe, så du kan se at du ikke er alene om at have et problem og har nogle at tale med.

Mvh. AMP

---

Støttegruppe??? Uhha... Så "Afhængig" føler jeg mig nu heller ikke.. Føler mig faktisk ikk afhængig.. Skrev kun fordi min kæreste og min mor kommenterede det..
Jeg fatter bare ikke hvordan ting kan være så svære at stoppe med.. Altså.. Jeg har jo brug for sikkerhed og noget velkendt - Derfor kan jeg ikke slippe anoreksien og derfor kan jeg heller ikke stoppe med pillerne. For jeg har vænnet mig til det, og det bliver for svært at stoppe. Og jeg synes det hele er svært nok i forvejen. Så ærlig talt er jeg nok frygtelig bange for at give slip på det jeg kender... For gu er det svært nu, men tænk hvis det bliver værre? Det er jeg så bange for, så jeg slet ikke ser den anden side af det hele. Nemlig at det kunne blive meget bedre...

Håber det gav mening

---

Støttegruppen var ikke ment som en hjælp til afgiftning e.ling, men snare en måde at tale med nogle unge mennesker der er kommet ud af anoreksien, og måske på samme måde som du selv har svært ved at slippe nogle vaner - håber ikke du misforstår. Det er ikke altid at ens venner og familie er nok at tale med - engang imellem kan der være behov for at tale med nogle der "ligner" en selv, har stået i ens situation og kan vejlede/uddele deres erfaringer.

Mvh. AMP

---

Hej Ana17. Jeg forstår det sådan, at du ikke har ondt nogen steder, men at du tager pillerne fordi det nærmest virker trygt eller beroligende på dig...

Og du skriver, at du sandsynligvis snart skal indlægges for anoreksi igen.

Du tager 2-6 piller om dagen... det er ikke voldsomt meget. Men hvis du en dag får ondt et sted, så virker pillerne jo ikke, fordi du har vænnet kroppen til dem. Så derfor er det bedst at holde op med at tage dem.

Hvis du er i behandling for anoreksi, så går du måske til samtaler hos en læge eller psykolog. Og så var det nok en god ide at snakke med ham om hvordan du kan holde op med at tage pillerne.
Hvis du ikke har lyst til at tale med nogen om det, så kunne du forsøge at trappe ned ved at skifte pillerne ud med børnemagnyler, der kun er halvt så stærke. Men du skal jo så ikke tage dobbelt så mange.

Eller du kunne måske tage nogle kosttilskud i stedet. Som anoretiker risikerer du jo at få knogleskørhed senere i livet, så måske skulle du tage noget kalk med D-vitamin for at forebygge det.

Hvis du tager pillerne fordi du synes at kunne mærke en virkning, så må du snakke med lægen om, hvad det er for en virkning, du mærker. Og hvorfor du har brug for den virkning.. Det kunne være lægen på hospitalet eller psykologen når du ikke har lyst til at snakke med din egen læge.

Du har også din mor og din kæreste, som måske skulle være de allernærmeste du skulle kunne søge støtte hos. Hvis du prøver at forklare dem, hvordan du har det, så kan det være, at de kan råde dig.

---

Ja, det er nok rigtigt.. Synes bare det er svært... Har svært ved at snakke med nogle hvis der er noget galt...
Når jeg vågner om morgenen tager jeg 2 piller.. Men når de holder op med at virke er det som om jeg får ondt alle steder, og så bliver jeg nødt til at tage 2 mere.. Har taget 4 indtil videre, og jeg stod op kl 11...

---

Man kan godt få ondt af at tage smertestillende piller.....

Men måske er dine smerter mere noget med din anorexi..?

Måske er det anorexien, du skal til at gøre noget ved igen.. Hvis du har fået hjælp før og det nyttede noget dengang, så prøv igen. Du er blevet lidt ældre, så måske er der varig bedring denne gang..

Hvad går du og laver fra du står op kl. 11 og til nu, siden du er så opmærksom på smerterne?

Du er IKKE "nødt til" at tage pillerne. Du VÆLGER at tage piller for at slippe for nogle smerter...
Måske er der en grund til, at du har smerter? Hvad er det, din krop prøver at fortælle dig, som du ikke vil høre??

---

Jeg ved ikke hvad jeg tænker - men jeg går jo bare herhjemme og laver ingenting.. Jeg har været sygemeldt i 2 år.. så jeg laver ikke noget i løbet af dagen..
Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg føler at jeg SKAL tage pillerne.. Jeg ved ikke hvorfor jeg har ondt.. Er ikke engang sikker på HVOR jeg har ondt..........

---

Fat i psykogen på sygehuset! Du må have gang i nogle gode samtaler, så du kan komme videre.

Jeg tror, at du er begyndt at nærmest kede dig lidt, fordi du har været syg så længe. Selv om du er bange for det, der er ukendt, så længes du måske alligevel også en lille smule efter, at der skal ske noget?

Sammen med psykologen kunne du måske finde ud af at lave en ændring i dit liv som ikke er for meget eller for ukendt... Måske noget, som du før har været glad for at lave?

---

Hej ana17

Nej selvfølgelig er du ikke syg !
Og anoreksi - nej det har du da heller ikke !
Og hvorfor skulle du du indlægges for anoreksi, have piller eller snakke med en psykolog, når du ikke er syg !

Jo - gu fandme er du da syg, kvindemenneske.

Men der skal et virkelig seriøst menneske til, for at motivere dig til den rigtige og effektive behandling som du
og dine omgivelser trænger til, for de er med næsten 100 % sikkerhed medvirkende til at du har anoreksi
og er afhængig af de piller du har fået opfattelsen af kan hjælpe dig.

Så hvis du vil lytte til mit råd, så får du fat i en du kan have tillid til og som er villig til at hjælpe dig !

De bedste og velmenende hilsner.
Steen

---

Lige da jeg læste dit indlæg blev jeg godt nok irriteret på dig.. men efter at have læst det et par gange kan jeg godt se at du har ret... I noget af det du skriver
Den jeg har mest tillid til, er den psykolog jeg snakker med. Og jeg tror da også at han gerne vil hjælpe mig. Er nok bare ikke så god til at tage i mod hjælp.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal være helt ærlig, for hvad nu hvis jeg bliver ked af det, eller begynder at tude... Det er da flovt...!!

---

Nåh, Ana. Jeg tuder da tit.. Jeg har mere ondt af de mennesker, der bruger en masse energi på at lade være med at tude.

Prøv at se dig omkring, Ana. Hvis nu én du kender, betror dig et eller andet, som hun er ked af. Og hun så kommer til at tude....... Tænker du så: "hvor pinligt, -hvor flovt"? ---Nej vel?
Det er garanteret kun hvis du SELV kommer til at tude, at du synes, det er flovt..

De allerfleste mennesker tuder en gang imellem. Men mange af os tuder kun, når vi er sammen med nogen, som vi holder af og er trygge ved. Så sådan set er det en tillidserklæring, hvis man fortæller noget, som man risikerer at komme til at tude af..
Hvornår skal du snakke med den psykolog igen?

---

Ana17

Jeg kan ikke forstå at dit tip http://www.kandu.dk/dk/tip/11661 har fået stjerner.

Der er så mange, der har prøvet at hjælpe dig, og så er du bare negativ.

Jeg håber da, at du også har haft noget positivt ud af din indlæggelse, og er blevet rask.

---

Ana17, som jeg også har skrevet i en anden tråd, så bliver man jo ikke indlagt "for sjov". Det er jo heller ikke særlig sjovt at være indlagt f.eks. for kræft og blive opereret eller gennemgå ubehagelige kemokure. Et tip, der gik ud på at advare folk om, at man som kræftpatient ville blive skåret i, pumpet fuld af giftige kemikalier, OG ikke kunne bruge sin mobil... Sådan et tip virker altså noget barnligt, -ligesom DIT tip.

Jeg tror, at det konstante underskud af kalorier hos anoretikere også påvirker hjernen, så I heller ikke udvikler jer til voksne mennesker rent psykisk. Sulten har rigtig mange varige virkninger på din krop og psyke.

Er det sådan, at du har været indlagt den sidste måneds tid, Ana? Har du fået snakket med en psykolog? Og har du fået sat dit forbrug af kodimagnyler ned?
Hvordan har du det, Ana?

---

Hej Ana17

Dit tip ang. anorexi og indlæggelse bliver som du allerede er blevet gjort opmærksom på - lige nu diskuteret af kandus lommepsykologer..

Nu ved jeg ikke om det også var hensigten med dit tip, men helt personligt synes jeg, at det er frygtelig skræmmende at møde et menneske, som beder om hjælp på denne måde, velvidende at træder et af disse "hjælpsomme" lommepsykologer forkert, så risikerer de i værste fald, at et i forvejen ulykkeligt menneske, bliver endnu mere ulykkelig og fortvivlet..

Det kræver yhyre meget selvtillid, mod, energi og nærværelse at tage sig af et ulykkeligt menneske. Derfor mener jeg, man skal være særdeles varsom med at blande sig i spørgsmål som dine.. Det ses alt for ofte, at nærværelsen på nettet alligevel ikke rækker - og at lommepsykologerne helt forsvinder hen ad vejen, når vi bevæger os ude i cyberspace..

Mit råd til dig må derfor være: Søg hjælp de rette steder, og skift lommepsykologerne ud med en faglig kompetent psykolog/psykiater af kød og blod..

Han/hun forsvinder ikke pludseligt - og stiller sig heller ikke til dommer overfor, hvorledes du gebærder dig på internettet..

Jeg håber det bedste for dig!

---

Der er vist ingen af os "lommepsykologer" der mener, at VI skal eller kan løse Anas problemer, creamygirl. Men hvis du selv har været inde i det officielle lægesystem, det være sig med fysiske eller psykiske problemer, - så véd du, at de "rigtige" behandlere IKKE kan være der hele tiden, heller ikke for dem, der er klar til at tage imod hjælp. Og derfor har vi på kandu også en mission, når andre brugere er rådvilde, ulykkelige eller bare har brug for lidt ekstra støtte og omsorg. Det kan vi ALLESAMMEN få brug for til tider.

Vi skal også passe på at vi ikke bliver så berøringsangste, at vi tager afstand fra at yde almindelig medmenneskelig interesse og omsorg.

---

Lyder som om du føler dig en anelse ramt Birgitta! ..Godt nok, det gør bestemt ikke noget, da mit indlæg jo på denne måde fik lidt tanker igang!!

Berøringsangst er et moderne ord, som mange ynder at slynge ud, så snart der sættes spørgsmålstegn ved egne kompetencer!

Berøringsangst i mine øjne er IKKE, når man tænker sig om - og tøver en kende med ord som: jeg tror, jeg fornemmer, jeg ved, jeg har læst, jeg har hørt, hør nu her, jeg har også en gang, jeg kender én ....bla bla bla. Altsamment sikkert velmenende, men et typisk tegn på, at man IKKE er faglig kompetent..Derfor ordet lommepsykologer Birgitta *S*

At vi ikke er enige, skal du ikke bryde dig om. Du fortsætter bare som hidtil - og skulle det medføre at du betragter mig som værende et menneske med berøringsangst, well, so be it! ...Jeg betragter det omvendt som at jeg er et menneske, der med min tavshed forhåbentlig får et ulykkeligt menneske til at søge den rette hjælp, fremfor mit: jeg tror, jeg fornemmer, jeg ved, jeg har læst, jeg har hørt, hør nu her, jeg har også en gang, jeg kender én ....bla bla bla.

Lige til sidst. Man kan jo sagtens vise sin omsorg og støtte ved blot at tilkendegive man håber det bedste for vedkommende - uden nødvendigvis at blande sig for meget i noget man reelt ikke har kompetence nok til at udtale sig om...

Sån' er vi jo så forskellige!!!

---

Berøringsangst er for mig også det, der gør, at folk dør mens man venter på ambulancen, fordi ingen tør at give kunstigt åndedræt eller hjertemassage af skræk for at gøre noget forkert... Men vi håber da det bedste for vedkommende...

Lyder som om du, creamygirl er et af de heldige mennesker, der IKKE har haft psykisk sygdom inde på livet, hos dig selv, eller hos dine allernærmeste pårørende...

---

Du kunne ikke tage mere fejl!!

---

Hvorfor er du dog så vred, creamygirl? Du siger jo selv, at vi er forskellige? Kan du ikke bare acceptere det?

Det kan da godt være, at du har oplevet, at nogen vågner en morgen og siger: Aha, jeg er vist psykisk syg! Der er ikke andre, der kan hjælpe, så jeg må hellere gå til lægen...

Sådan er det jo sjældent, -det ved du godt. Når nogen har problemer, så er det ikke altid, at der ER nogen hjælp at få.
Hverken på kandu eller andre steder. Men vi kan måske lige give det lidt ekstra håb der skal til for at man ikke opgiver helt, og måske leder en ekstra gang efter en løsning.. Som måske er et eller andet sted alligevel..

Kandu er jo ikke i stedet for at gå til lægen -eller søge professionel hjælp i det hele taget. Men nogle problemer KAN vi hjælpe hinanden med. Også psykiske..

Der er jo ingen alvorligt syge mennesker, der bliver raske bare af at få omsorg eller at have nogen at snakke med. Men det kan hjælpe nogen i en svær situation så det bliver bare lidt lettere at bære.. Og måske får de overskud til at komme videre, ...måske ikke...

Og creamygirl, du overså min stille ironi i de sidste linier af mit sidste indlæg..........

---

Nej, jeg missede ikke din stille ironi Birgitta - men måske missede du, at din stille ironi havde den modsatte effekt af hvad du forventede

Nu kan jeg så ikke gennemskue, om du er sarkaskisk, ironisk, eller blot tager dybt pis på mig ved at skrive "hvorfor er du så vred, Creamygirl?", eller om du reelt selv tror på, at du virkelig VED - TROR - FORNEMMER, at jeg er vred?! ..

Hvad er det nu det kaldes, når man tror man ved noget, som man reelt ikke ved en pind om?! *S*

Nåmen grunden til at jeg er modstander af al den medynk, medmenneskelig interesse omsorg, støtte osv, - har bund i en hændelse jeg har haft tæt inde på livet - og som foregik på internettet, hvor alle disse begreber havde stik modsat den effekt, som jeg er sikker på er din, og sikkert også andres hensigt med al jeres hjælpsomhed..

Ikke at jeg vil udlevere hændelsen til dig, men blot gøre dig opmærksom på, at du aldrig kan vide dig sikker på, at din hjælp faktisk er en hjælp!!

Har du nogensinde tænkt på, at du med din velmenende hjælpsomhed kan risikere at fastholde et menneske i sin lidende situation, fordi dette ulykkelige menneske bliver afhængig af medlidenhed/omsorg fra sine omgivelser?!

Jeg er klar over, at det kan være en svær én at forstå (og tage til sig) ..men ikke desto mindre har jeg oplevet et menneske, hvor det tog op imod 3 år (TRE LANGE OG SEJE ÅR) - før hun fik sig revet væk fra skærmen - og tog springet til at søge professionel hjælp for en psykisk lidelse, fordi det jo var så rart og så dejligt at lulle sig ind i al denne velmenende opmærksomhed, medfølelse, venlighed, omsorg, støtte osv. af alle disse hjælpsomme lommepsykologer, som bare blev ved og ved og ved og ved!

Set i bakspejlet er hun rystet over, at hun ikke magtede at erkende hun var afhængig af denne sygelige opmærksomhed - og endnu mere rystet over, hvor kort en tid hun reelt havde brug for en kompetent psykolog for at opnå en tålelig tilværelse..Hun spildte så at sige tre år af sit liv på internettet (hendes egne ord)

Der er deri du skal forstå - og måske endda acceptere mit indlæg 20-06-05 20:43

Nu er det jo heller ikke dig specifikt, som jeg sætter spørgsmålstegn ved, men internettet i det hele taget, som et sted, hvor lommepsykologer breder sig ud over alle grænser..

Det er da fint og flot, at du mener du har overskuddet, modet, energien, nærværelsen og ikke mindst selvtilliden til at tage dig af disse ulykkelige mennesker Birgitta - det jeg forsøger at fortælle dig er, at de svageste af de ulykkelige risikerer du altså også at fastholde i stedet for at skubbe videre..

Mere tydeligt kan jeg vist ikke udtrykke det!

Og skulle du være i tvivl, så besidder jeg store mængder af empati, og har bestemt heller ikke berøringsangt. Jeg forbeholder mig blot ret til at tøve en kende med mine evner som psykolog!

---

Creamygirl, jeg har igen skrevet et megalangt indlæg til dig, ---og slettet det igen. For det var slet ikke de ting jeg ville sige...

Helt kort: nogle mennesker hjælper vi, andre ikke. Hvad vi hver især siger og gør, præger vores omgivelser.
Så det er et stort ansvar overhovedet at stå op om morgenen..... (igen ironi)


Vi må allesammen handle ud fra hvilke mennesker, vi er. Og hvad vi tror på er det rigtige at gøre.

Og jeg kan IKKE handle anderledes, -lommepsykologi eller ej, -når nogen beder om hjælp.

--Creamygirl, hvordan kan du vide, at den person, der var 3 år om at løsrive sig fra skærmen, ---ville have været bedre stillet uden? Man kan jo ALDRIG gentage det samme livsforløb under nogle andre præmisser.
Det er MULIGT, at det menneske var kommet til læge 3 år før -uden computer..
Men det er også muligt, at det samme menneske IKKE havde overlevet uden de 3 år ved computeren.

Væsentlig er det nok at bruge de livserfaringer, vi får, til at få det bedste ud af livet uden at græmmes over, hvad der KUNNE have været. For DET er der INGEN, der kan bruge til noget.

Og det er der reelt heller ingen, der kan vide noget om!

---

Birgitta.

Dette er vist en lidt en håbløs diskussion, da jeg ikke tror du forstår mit budskab korrekt!

Min pointe er som tidligere skrevet.



Jeg ved ikke, om du kender til det psykologiske begreb "sekundær gevinst"?!
som er en uhensigtsmæssig kontakt, en "sygdomsgevinst" - eller med andre ord en betegnelse for de fordele, der er ved at være syg, såsom den pleje, beskyttelse, opmærksomhed og omsorg, sygdom giver adgang til.

Ikke alle magter, eller rettere sagt - RIGTIG mange har umådelig svært ved at kæmpe sig ud af problemerne, når nu problemerne også har denne "positive" effekt..

Klart at det er rart og dejligt at søbe sig ind i al denne velmenende opmærksomhed, medfølelse, venlighed, omsorg, støtte osv. som kan hentes hos alle disse hjælpsomme mennesker på internettet. At du IKKE kan handle anderledes, og føler du har overskuddet, ansvarligheden, selvtilliden, modet, energien og nærværelsen til at stille op for disse mennesker - er et valg du har taget. Jeg vil også gerne hjælpe mennesker i nød Birgitta, ingen tvivl om det, men jeg vil have øjenkontakt, kropskontakt - kunne se, føle og mærke nærværet fra det menneske, der har brug for hjælp. Deri ligger nok den største forskel på du og jeg..

Internettet er i mine øjne IKKE det rette sted at løse livskriser. Det kræver mennesker af kød og blod. Nettet er syntetisk og overfladisk - og det er alt for let at isolere sig via en computer, da man reelt ikke behøver at træde udenfor for at opnå hvad man "tror" er et socialt liv. Det er bare at trykke på powerknappen - og vupti.. op popper alle de dejlige cybervenner ..Hvor fedt er det lige for et menneske med eksempelvis socialangst?!

By the way: Da du tidligere skrev, "Hvorfor er du så vred Creamygirl" .. da benyttede du dig af den berømte Rosenthaleffekt, som er en betegnelse for det forhold, at forventninger til en persons adfærd ofte er selvopfyldende (eng. self-fullfilling prophecy). Eks. Hvis vi tror, at en elev/et barn er velbegavet, vil denne elev/dette barn vise sig at være velbegavet. Prøv lige at vend den en gang?!

Fed taktik, når nu man gerne stiller op for mennesker, der beder om hjælp..

ps: Undskyld Ana17. Dit spørgsmål bør slet ikke bruges til denne debat, så jeg trækker mig ud, og fjerner fluebenet nederst..

---

Tjah, men den menneskelige natur er jo nysgerrig, creamygirl, så jeg svarer dig alligevel

Det virker som om du psykologiserer ALT, hvad der foregår, hvad der bliver skrevet og sagt...
Hvorfor det?
Når du oprindelig kalder diverse kandubrugere for "lommepsykologer" så synes jeg egentlig, at det er et sjovt udtryk og vælger at bruge det selv...
Men det er nok en fejl. For du får så det indtryk, at alt hvad jeg siger og gør er noget, som følger bestemte regler, -noget som jeg har læst mig til eller noget, som andre har vedtaget er rigtigt eller forkert.

Men jeg kender ikke noget til nogen "Rosenthaleffekt", "sekundær gevinst","sygdomsgevinst" eller hvad ved jeg.

Jeg lytter til mennesker og udtrykker mig ud fra hvad jeg føler og tænker ved det, jeg hører. Intet andet.
Jeg gør det ud fra interesse og omsorg for andre mennesker. Hvis det er forkert, -Ja, så gør jeg noget, der forkert. Det må jeg -og andre mennesker- så leve med...

Jeg forstår hvad du skriver, creamygirl, men jeg er ikke enig med dig.

---

Først vil jeg lige sige at jeg ikke skrev tippet for at genere nogle. Langt fra.. Ked af hvis det er blevet misforstået...
Jeg må sige til jer (creamygirl og birgitta) at jeg er enige med jer begge på forskellige punkter.
Jeg skriver ikke herinde for at få medynk. Det får jeg rigeligt af andre steder. Skriver her for at få lidt hjælp. For at høre noget andet end: Hvor er det synd for dig, og er der noget vi kan gøre for dig"!

Creamygirl: Det er rigtigt at internettet ikke er det rigtige sted at løse kriser eller andet. For det vil være umuligt. Men jeg er overbevist om at man, vis internettet, kan komme i kontakt med folk som måske kender til det problem man står med, og derfor kan give gode råd ud fra egen erfaring.

---

Jeg trak mig ikke ud af debatten fordi jeg ikke vil debattere med dig Birgitta, men fordi jeg ikke mente at debatten handlede ret meget om det som Ana oprindelig spørger om. Man kan vel kalde det for respekt, eller pli om du vil *S*

Nu har Ana selv været inde med en kommentar - og det bekommer mig vel, da jeg jo gerne vil svare dig Birgitta, på noget at det du spørger om, samt også komme med et par kommentar til Ana..

Først så spørger du, hvorfor jeg psykologiserer ALT, hvad der foregår, hvad der bliver skrevet og sagt?! ..Jamen synes du virkelig at jeg gør det?! og i så fald, kan jeg jeg jo omvendt spørge dig, hvorfor synes du det er forkert?!

Er vi ikke enige i, at kriser har noget med den menneskelige psyke at gøre, og at en "sprød" psyke har psykologiske årsager?!
Når man gerne diskuterer og blander sig i kriseløsninger m.m, så finder jeg det ret og rimeligt, at man ved lidt om psykologi, eller er det meget forkert i dine øjne Birgitta?!

Det er muligt jeg har brugt et par begreber du ikke havde kendskab til, men jeg har dog meget nøje forklaret hvad disse begreber betyder (oversat til alm. dansk om du vil) - og hvis du nu tænker lidt over det, så kan det være, at du opdager min trods alt (ringe) viden til psykologi, netop er én af årsagerne til, at jeg stiller spørgsmålstegn til kriseløsninger via internettet!

Min interesse (eller snarere skepsis) for det jeg ser både her på kandu og andre steder på nettet, skal du se i lyset af, at jeg gennem min uddannelse har fået lidt psykologi gemt ned i bagagen, samt at jeg har deltaget i et hav af kurser desangående..

Et af disse kurser havde som formål, at belyse internettets negative påvirkning af børn og unge..Primært unge med socialangst, som har STOR tendens til, at finde sig et lille hyggeligt sted på nettet, hvor de uden berøring med andre mennesker stille og roligt kan sidde og ..undskyld udtrykket, forsumpe..

Jeg ved godt, at du mener det er bedre at sidde i tre år og have en dialog med omsorgsfulde mennesker på nettet - end at sidde alene, men jeg er nu mere tilbøjelig til at tro på psykologer, der fortæller at tendensen idag er, at når/hvis disse unge mennesker endelig ender hos en psykolog/psykiater, så viser det sig, at disse unge selv beretter, hvor ulideligt det har været at være så afhængig af denne syntetiske kontakt - og derfor er dybt taknemmelige for endelig at få den rette hjælp, som nu pludselig ikke kun drejer sig om den primære sygdom, socialangst, men som et tillæg til denne sygdom har de også oparbejdet et afhængighedsforhold til internettet og chatrooms..
Altsammen noget der har forværret deres tilstand..Socialangst er i øvrigt en sygdom der er voldsomt stigende, og internettet er nok ikke med til at afhjælpe dette problem..

Noget helt andet er, at det IKKE kun er de kriseramte, der på et tidspunkt (muligvis og måske) får brug for og opsøger en psykolog. Vidste du, at selv de hjælpsomme internetbrugere kan få følger af en uhensigtsmæssig brug af internettet?! På et af mine kurser blev vi fortalt om en kvinde, der i et desperat forsøg på at hjælpe en selvmordstruet ung kvinde, selv endte med at søge terapi hos en psykolog..

Hendes historie var, at midt i dialogen med denne unge pige, dukker der pludselig et par usympatiske forslag op (fra andre "hjælpsomme" brugere) gående på " Drop dead, din syge ko. Ingen vil savne dig" ....." Brug en kniv og husk at skære på langs, ellers dør du ikke af det"....."Hvor bor du?!..jeg kan hjælpe dig, hvis du mangler modet" osv..

Tråden døde - og ingen ved, hvad der skete med den unge kvinde?! ..hun lod aldrig høre fra sig igen! - og dette havde kvinden, der havde forsøgt på at hjælpe umådelig svært ved at få bearbejdet...Derfor psykologhjælp..

Personligt mener jeg dette er yderst tankevækkende - og bør få de fleste til at tøve en kende, inden vi kaster os ud i, både at stille/og forsøge at besvare den slags følsomme spørgsmål..

Det er klart at modargumentet for mit synspunkt vil være, at internettet jo nu en gang er kommet for at blive - og at den slags ikke kan undgås..
Dette kan jeg ikke være uenig i, men jeg forbeholder mig ret til at mene, at hvis IKKE man besidder lidt viden, samt selv har en utrolig styrke, selvtillid, ansvarsbevidsthed, mod osv, så skal man være meget meget varsom med at involvere sig - for ikke at sige: holde sin bøtte..

Faktisk vil jeg påstå, at det optimale ville være, at tilkendegive at man føler med vedkommende - og så henvise til steder og kompetente fagpersoner ..måske med adresser og telefonnumre i den kriseramtes nærhed, hvorefter man trækker sig tilbage..

Utopisk tanke?! ..tja, det er det sikkert. Tendensen ses jo tydeligt rundt i de forskellige fora..
******************************************************

Ana17

Jeg har set og fulgt mange af dine spørgsmål herinde (fra sidelinien). Du har en spiseforstyrrelse, som du ind imellem tager op til debat, hvilket er helt okay. På mig virker du som en kvik og velformuleret ung pige, som ikke tilhører gruppen jeg tidligere har omtalt. De ekstemt ensomme, med Internettet som deres eneste "ven"..

Som jeg har opfattet din situation, så har du et par forældre bag dig, hvilket er en stor hjælp. Brug dem meget mere end du gør lige nu Ana.

De er der for dig - og kan meget bedre fornemme, hvad du har brug for, end vi kan herinde på kandu.

Inderst inde ved du godt hvorfor, ik?!

De kender dig (det gør vi IKKE)
De er der når du vågner om morgenen (det er vi IKKE)
De er der når du går til ro om aftenen (det er vi IKKE)
De kan se dine tårer (det kan vi ikke)
De kan se dine glæder (det kan vi IKKE)
De kan give dig et knus (det kan vi IKKE)
De elsker dig (det gør vi IKKE, fordi vi ikke kan se, mærke, røre og fornemme Ana, som den hun nu er)..

Du skriver du godt ved, at kriser ikke kan løses på internettet. Det er jeg glad for du mener, for det er helt korrekt. Kriser handler i høj grad om at arbejde med sig selv - og stoppe/eller forhindre uhensigtsmæssige handlemønstre. som kunne være, at opsøge en uhensigtsmæssig kontakt via internettet, eller kontinuerligt at opsøge de fordele, der er ved at være syg -> beskyttelse, opmærksomhed og omsorg.

Ikke forstået sådan, at vi ikke har brug for ovenstående. Det HAR vi. Blot må det ikke overskygge, at vi rent faktisk selv skal være medvirkende til at forbedre den situation vi er havnet i..

Ligeledes skriver du, at kontakten til ligestillede giver mulighed for gode råd ud fra egen erfaring. Tja Ana, det er jo udgangspunktet, når vi spørger andre om noget, men alt for ofte ses det jo, at erfaringerne mangler! - og desværre afholder den manglende erfaring ikke altid folk fra at komme med gode råd..

Jeg håber inderligt, at du bekæmper din spiseforstyrrelse. Gør det med hjælp fra mennesker der holder af dig - og som kender dig!

Good Luck

---

Tak...
Jeg må lige kommentere dit syn på unge med socialangst.
Jeg har selv social angst. Har i en kortere periode nærmest kun haft "venner" på internettet og ikke i virkeligheden.
Det er ski.. svært at komme videre fra den trykhed man får på internettet, og så ud i den virkelige verden, hvor tingene faktisk foregår.
Jeg er ikke i tvivl om at min angst blev værre fordi jeg lullede mig ind i internettets ukomplicerede verden, hvor man kan være alle andre end sig selv, og dermed er det ikke så let at blive "angrebet personligt" som i den verden udenfor vores vinduer.
Jeg følte at jeg, på nettet, blev accepteret for den jeg var. Der kan bare ikke være en mere forkert opfattelse end denne.
På nettet kan man "tilpasse" sig til det folk gerne vil have. Man kan - Hurtigere end at blinke - Gå fra at veje 85, være blond og høj til at veje 50. Være rødhåret og være på højde med en smølf.
Men...
Da det ikke er det denne debat går på, vil jeg lige kommentere jeres debat.

´min personlige holdning er, at der ikke er noget galt i at hjælpe folk over internettet. Man skal bare lade være med at involvere sig for meget, for det kan, som du selv nævner, føre til at man selv har behov for hjælp.
Så længe man kan holde det på afstand af sit eget sind, er der intet galt. Jeg mener ikke at man skal holde sig fra at hjælpe fordi man ikke er kvalificeret med en rigtig uddannelse.
Selvfølgelig skal man ikke blande sig i en debat man ikke har nogen forstand på, det er da klart. Det tror jeg også de fleste ved.
Der skal også være pladt til "lommerpsykologer" (hvilket jeg synes er synd at kalde dem). De prøver virkelig at hjælpe. Tænk at have overskud til det, efter at have håndteret sin egen hverdag.. Det er da smukt!
Men som sagt skal man holde sig til et område man ved noget om. Ellers er der lagt grund for at det kun kan gå galt......

---

Hej igen, Ana. Du har ret i, at på nettet kan man når som helst tilpasse sig den profil, som man ønsker at præsentere for andre. I forbindelse med dating har jeg skrevet sammen med andre mennesker, og der bliver det tit indlysende, når nogen "broderer" på deres person.

Men det er jo et valg, vi har. DU kan være en lille tyk mand på 50 år, som sidder og "digter" Ana (Ikke fordi jeg tror, du er det, men bare som et eksempel).

Og ved du hvad? Jeg føler mig ikke såret eller skuffet eller snydt, hvis jeg "afslører" sådan en "svindler". For der er nok altid en grund til, at folk lyver. Både her, og i den virkelige verden. Jeg har ikke indtryk af, at den virkelige verden med forældre, læger, søskende, venner o.s.v, o.s.v -er så perfekt. Folk lyver jo også i virkeligheden. Og forældre gør ikke altid det rigtige, -de bliver også frustrerede og mister overblik og opfører sig forkert. Og læger kan også have en dårlig dag, -de er også kun mennesker.

JEG kan ikke gøre noget ved det... Hverken i din verden eller i min. Eller i cyberspace.. Men jeg kan efterleve de regler, som jeg selv tror på. Og her på kandu er en af mine regler at være ærlig om mig selv. Derfor bruger jeg også mit rigtige navn som brugernavn. --Jeg synes, det er rart at være mig selv.
Jeg siger ikke, at alle andre skal gøre det samme. Jeg viser bare, at det KAN man godt.. Når mennesker gemmer sig bag digtede historier, så er det jo tit af angst. Eller mindreværd.

Og jeg bliver da indimellem angrebet her, som jeg også kan risikere det i den virkelige verden. Jeg synes ikke, at forskellen mellem den virkelige verden og nettet er så stor for mig. --Jo, der er den forskel, at i den virkelige verden er det tit meget sværere for mig at komme til orde, fordi ANDRE har så meget på hjerte. Her på kandu kan jeg i fred og ro læse og prøve på at forstå, hvad det er, at andre prøver at fortælle. OG derefter svarer jeg ud fra hvad jeg tænker og føler.
---I den virkelige verden er det vigtigste tit at et menneske får lov til at tale om sig selv og sine problemer, -Jeg skal tit bare vise, at jeg er der og at jeg lytter.

Jeg er her ikke kun for at hjælpe dig, og jeg tager ikke skade af at blive angrebet. Der kan jo netop aldrig blive tale om fysiske overgreb.
Jeg lytter til dig, fordi jeg er her. Ligesom jeg ville lytte til naboen, hvis hun havde problemer. Der ville ikke være så meget, jeg kunne hjælpe hende med, fordi jeg ikke er fysisk stærk. Men jeg kan lytte og give respons. Og det tror jeg på er bedre end ingenting. For mig er der stor forskel på næstekærlighed og lommepsykologi...

---------Og creamygirl:
Jaah, ovenstående er egentlig også svar til dig, så... Detteher er ikke en rolle, jeg spiller, -"lommepsykolog" eller lignende. Jeg er her på kandu af helt andre årsager, --helt andre interesser, men når jeg dumper ind i en tråd som f.eks. denne, tjah, så reagerer jeg ud fra den person jeg er, -ikke udfra en profil, jeg har valgt..

Hvis du synes, det er forkert, så er det synd for dig. -Jeg synes selv, det er ok.

---

Hej Ana17.

En lille kommentar fra mig..

Du skriver at du selv har social angst, og i en kortere periode nærmest kun haft "venner" på internettet
og ikke i virkeligheden.

- Samt at det er svært at komme videre fra den trykhed man får på internettet, og så ud i den virkelige verden,
hvor tingene faktisk foregår.

- Og så slutter du af med, at man skal holde sig til et område man ved noget om. Ellers er der lagt grund for
at det kun kan gå galt......

For mig at se, ligger er en stor del af din grund til din sociale angst, netop i at du er bange for at gøre noget,
som dine tanker siger at du ved for lidt om. - Med andre ord, så lider du også af trykhedsnarkomani, hvilket også
er social angst, og så er ringen sluttet, og dermed er der ogsa ballance i tingene.

Er det din mening, bare at skrive her på "nettet", eller er det din mening at gøre noget for at blive rask !

Jeg spørger dig, forde det jeg skriver til dig, er ærligt ment, og derfor vil jeg også gerne have et ærligt svar fra dig !

- Og så lige en anden ting. - Bliver du også vred over det jeg skriver denne gang, så er det forde jeg også denne gang rammer plet ! - Og det er jo det jeg sigter efter for at hjælpe dig.

Hermed mine bedste hilsner.

DkwM327

---

Ana17

Enig i, at der ikke er noget galt i at forsøge at hjælpe folk via internettet...Så længe det som foregår virkelig ER en hjælp! - og så længe - at den der søger hjælp, virkelig gør en indsats for at hjælpe sig selv..

Birgitta.

Når du taler om at blive angrebet, er det så mig du mener der angriber, fordi jeg har en lidt anden indgangsvinkel til tingene end du?!

Ikke at det er specielt vigtigt, men dog skal du vide, at det IKKE er din personlighed jeg stiller spørgsmålstegn ved (angriber?!). Du gør med garanti, hvad du finder rigtigt ud fra hvad du har af redskaber til at hjælpe, samt ud fra de bedste intentioner. Det er jeg slet ikke i tvivl om.

Om du kalder dig Birgitta, Hexia de Trix eller Smølfeline kan jeg dog ikke se har nogen betydning for din troværdighed/ærlighed ...Ikke for mig i hvert fald..At man med et opdigtet brugernavn fremstår som mindre ærlig i dine øjne synes jeg er noget direkte vås..

Arne, Bjarne, Birgitta, Poul osv, - er jo ingen garanti for at vedkommende virkelig hedder Arne, Bjarne, Birgitta eller Poul ..og hvad nu hvis jeg fortæller, at mit rigtige navn er Louise ?! og tilføjer at efternavnet er Jensen

Bliver mine indlæg her på kandu, så mere troværdige end dine?!

---

Creamygirl, jeg kalder mig ikke Birgitta for at virke mere troværdig... Men fordi jeg HEDDER Birgitta. Om det gør mig mere troværdig eller ej i andre kandubrugeres øjne, det er altså ikke det væsentligste for mig. Men det er væsentligt for MIG at være ærlig.. Det kan du, eller Ana, eller hvilkensomhelst kandubruger være ligeglad med. Jeg er ikke som jeg er for Anas, din eller kandus skyld. Men af mine egne grunde.

DkwM327 taler om social angst også er angst for at gøre noget, som ens tanker siger, man ved for lidt om.. Altså en tryghedsnarkomani.. Er DET dit problem, creamygirl?..

Jeg ved ikke, om dine indlæg til mig er ment som angreb. Jeg har ikke opfattet dem sådan.

Det er muligt, at jeg har en anden indgangsvinkel til tingene end du, men ikke på grund af manglende viden, men fordi psykiatrien ikke er mit område. Men det er almindelig medmenneskelig interesse og omsorg.

---Når jeg læser tråden igennem, så kan jeg ikke rigtig se, hvad det er, der fik dig til at reagere så negativt, creamygirl? Alle indlæg indtil d. 20-6 råder Ana til at søge hjælp, gå til læge, snakke med hendes psykolog, familie, osv. Og det viser sig så, at hun rent faktisk BLEV indlagt og hun HAR fået det bedre..
Hvad er det så, du vil??

---

Jeg vil som det første gerne vide, hvad der får dig til at foreslå kosttilskud og medicin til Ana17?!

Du skriver at hun måske skal indtage noget D-vitamin, samt skifte kodimagnylerne ud med børnemagnyler..

Børnemagnyl er et smertestillende SAMT blodfortyndende præparat Birgitta - og når ikke man aner en dyt om et menneskes helbredstilstand, så er det et yderst ukompetent råd, at foreslå et blodfortyndende middel som erstatning for noget andet..

At du fortæller Ana, at hun risikerer knogleskørhed og foreslår D-vitamin som forebyggende - er ligeledes en misforstået hjælp Birgitta!
Du aner jo ikke hvorledes mennesket du forsøger at hjælpe - modtager dine forslag og "gode" råd!.

Tænk hvis Ana (eller en helt anden med spiseforstyrrelse) kigger med her - og tænker: "Aha, det er nok ikke så slemt at jeg ikke har et fornuftigt forhold til mad. Jeg skal blot forebygge med noget D-vitamin for ikke at udvikle knogleskørhed"

At både du og jeg ved bedre, er IKKE ensbetydende med, at andre (med i forevejen psykiske problemer) tænker og handler rationelt og hensigtsmæssigt..

Når man som Ana har umådelig svært ved at se sygdommen i øjnene, så gribes der til tider ud efter noget, der kan være med til at styrke hende i at hun har ret til at gøre med sit liv, som hun vil. Du skal ikke bilde mig ind, at det hjælper hende, at du fortæller hende, hvad hun kan sætte i stedet for noget andet..

Dine råd er groft sagt som nedenstående

1. Drop kodimagnylerne og tag i stedet noget blodfortyndende.
2. Indtag D-vitamin, det forebygger knogleskørhed.

Forstår du nu, hvorfor jeg mener man skal være særdeles varsom med at dele ud af sin sparsomme viden?!

Du kan være nok så almindelig - have medmenneskelig interesse og omsorg.
og være forstående, men disse "råd" er altså helt hen i vejret Birgitta..

***********************************************

Nu til noget andet, som sikkert gør dig endnu mere utilfreds med mig, men kender du begrebet "Omvendt psykologi" Birgitta?!..Nu vender du nemlig pludselig hele bøtten - og spørger mig, om jeg lider at socialangst?! .. tryghedsnarkomani?!

Ikke at det kommer dig ved, men nej, det gør jeg ikke. I det hele taget er det en dårlig argumentationsteknik, at fordi du føler dig lidt "trængt" og træt af mig, så bruger du en taktik, hvor du vender noget-> (socialangsten), som det iøvrigt var MIG og ikke DkwM327 der først bragte på bane.

Lad mig lige anvende lidt lommespykologi her:
Er det noget du bevidst gør i et forsøg på at få mig til at fremstå som den svage af os to?! ..Hvis ja, så virker det ikke..

Også lidt mærkeligt, at du skriver, at du ikke føler jeg angriber dig, men skriver dog at jeg er negativ! ..Vil det sige, at man er negativ, fordi man ikke har samme mening som dig?! Tidligere skrev du forøvrigt at jeg var vred?!

Det er da hulens, så meget du ved om min følelsesmæssige tilstand?! - og netop derfor er ikke helt uden grund, at det hjemmestrikkede ord "lommepsykolog" er blevet lidt af en trend at bruge. Du analyserer og fortolker jo min sindsstemning som det passer dig - uden reelt at have nogen som helst forudsætning for at vide om du har ret ->lommepsykologi..

Og lige til sidst. Anledningen til at denne debat fortsatte til trods for, at det var en lille måned siden der havde været indlæg til tråden - er affødt af tråden, som Ans linker til i sit indlæg 20-06-05 17:56 - men det vidste du vel godt!

---

Puh, du må have det svært, creamygirl... Det er vist næsten lige meget, hvad jeg siger, så er det galt...
Kan du ikke bare affinde dig med, at vi er forskellige?
Du har ikke ansvar for, hvad jeg siger og gør. Og du kan ikke ændre på det heller.

Det er jo ikke MIG, der forsøger at lave om på DIG, men omvendt.

Hvorfor skal det være en kamp?
Der er vel både brug for psykiatri og almindelig medmenneskelig interesse og omsorg.

Jeg skriver til Ana:



Det er noget andet end det du "groft sagt" citerer mig for.

---

Lige en kommentar til dig creamygirl:
Birgittas råd om D-vitamin er fuldstændig rigtigt. Om man kan misforstå det på en sådan måde at hun siger at det er okay at sulte sig selv, så længe man spiser vitaminer?? Det er måske derfor du føler dig så stødt over mit "tip"?
Der var - Fra min side - ikke EN ENESTE ond mening i det, men det blev opfattet sådan.. Og det beklager jeg. Men alle ting er ikke nødvendigvis ment som noget dårligt. Når folk skriver et indlæg herinde og beder om hjælp, er de godt klare over at de ikke spørger en uddannet psykolog. At det er andre mennesker der - som en selv - gerne vil prøve at hjælpe andre.
Måske er det lige netop derfor man skriver herinde? Fordi man gerne vil have "almindelige" erfaringer?? Og ikke nødvendigvis KUN en psykologs? Det er (i de fleste tilfælde) ikke psykologen der har været syg, og derfor kan han/hun ikke fortælle hvordan han/hun blev rask. Det kan til gengæld alle de mennesker som HAR prøvet det. Det kan måske være deres hjælp man søger?

Dkwm327: Jeg er slet ikke i tvivl om at jeg er en trykhedsnarkoman Jeg bryder mig ikke meget om forandringer, med mindre de er planlagt i forvejen. Jeg blev ikke sur denne gang (det gjorde jeg jo egentlig heller ikke sidst).
Jeg skriver som sagt ikke herinde for at få medynk eller andet. Vil gerne have råd til hvordan jeg kommer videre... Ellers ville jeg ikke sidde her og skrive nu...

---

Ja, men så må du lige prøve at opridse din situation som den er lige nu, Ana. Du har været indlagt? Er kommet hjem? Går du til noget ambulant behandling? o.s.v..

Prøv at fortælle om, hvad det præcis er, du vil forsøge at komme videre med? Er det din spiseforstyrrelse? Eller socialangst? Eller noget helt andet?


Hvis man har et problem, som man ikke rigtig kan finde ud af at løse, så hjælper det tit at dele det op i små bidder og så koncentrere sig om én lille bid af gangen... Hvis du bare tænker på, at du "vil komme videre" så kan det virke umuligt og uoverskueligt.

---

Oki.. Rigtig nok...

Jeg var indlagt i en uge. Så udskrev jeg mig selv. Jeg går til ambulant behandling på et sygehus og har en læge, en psykolog og en diætist tilknyttet. Dog har min diætist vist glemt mig. Plejer at blive vejet hver 2. uge, men nu er der gået 6 uger siden sidst. Ved godt jeg burde sige det, men er ikke meget for det. Til gengæld vejer min psykolog mig næste gang jeg er der (onsdag).. Grunden til at jeg lader ham gøre det er, at det ikke kommer i min journal når han gør det.
Jo mere jeg taber mig, jo lettere bliver min socialangst. Og når jeg tager på, blusser den op igen.
Så jeg vil arbejde med spiseforstyrrelsen først. Dog arbejder jeg i øjeblikket ikke så meget med de to ting, da jeg lige nu har noget andet jeg har mere brug for at snakke om. Men heldigvis er min psykolig rigtig god, og jeg er blevet meget bedre til at være ærlig overfor ham..

---

Jeg har stadig svært ved at se det positive i dit "tip"

---

Ana17

For mig at se, efter det jeg har læst, så er du ikke samarbejdsvillig.

At være indlagt i en uge for den sygdom du har er ikke helbredende.

Nu har du fået andre ting at tænke på!! og dropper indlæggelsen, som måske ville kunne have gjort dig rask.

Jeg er ikke lommepsykolog.

Men rask bliver du ikke af at skrive på kandu.

Hilsen ans

---

Du skriver, at du udskrev dig selv. Hvis det var på grund af de ting, du nævnte i dit tip, så virker det nærmest som en dårlig undskyldning for at slippe væk, så du kan fortsætte din spiseforstyrrelse. Man kan da komme ud for meget værre ting under en indlæggelse.. -Men det kan da godt være, at jeg tager fejl..

Uanset hvad, så er det ikke sikkert, at DU SELV er i stand til at se, om det går den forkerte vej. Jeg håber, at du har så meget tillid til din psykolog, så du tror på ham hvis han mener, at det bliver nødvendigt med en indlæggelse igen.

Og som du antyder i dit tip, så er en indlæggelse jo ikke ligefrem noget at stræbe efter, så selv om du ikke vil beskæftige dig med din spiseforstyrrelse lige nu, så er det jo nok vigtigt, at du forbliver over en eller anden minimumsvægt. ---Ellers ryger du jo ind igen...

Måske er det endda helt rigtigt prioriteret af dig, at du lader spiseforstyrrelsen være en biting lige nu. Og så er det jo egentlig helt fint, at det er psykologen, der vejer dig.
Social-angsten, den kan bare vente. det er ikke så vigtigt lige nu. Du skal næppe møde på en arbejdsplads eller i en skole hver morgen. -Så ville den nok have overskygget alt andet.

Hvordan er din bo-situation? Bor du hos dine forældre endnu? Bor du sammen med nogen eller alene?

---

Bor sammen med mine forældre... Vil gerne flytte med jeg har ikke råd...
Jeg ved godt at jeg udskrev mig for ikke at blive rask.. For det ville jeg ikke... Og kunne ikke klare alt det jeg skulle spise...

Jeg er et godt stykke over min minimumsvægt (4 kg) så det er ikke aktuelt med en indlæggelse igen...

Ans: Tja.. Jeg prøver at lytte til de råd jeg får... Men at du opfatter det som om jeg ikke er samarbejdsvillig - Det er vel som man ser på det..
Og hvis jeg virkelig ikke var samarbejdsvillig - På den måde du får det til at lyde - Så havde jeg nok ligget død nu... Lad være med at misforstå det som noget negativt henvendt til dig.. Bare lige for at påpege at jeg ABSOLUT prøver at lytte til hvad i siger...

---

Jeg er nu glad for at du stadig bor sammen med dine forældre.. Én ting er, at blive for tidligt udskrevet fra hospitalet. Det er jo galt nok. Men at blive udskrevet hvis man bor alene, det er altså meget værre. Uanset hvad man har været indlagt for..
Det med at bo alene, det er noget, der hører fremtiden til. Når du bliver rask og kan klare dig selv.

Jeg kom til at tænke på: Hvor længe har du været syg? -altså, er det noget, der er startet i skolen?

Og en anden ting: Er der andre i din familie, som har/har haft spiseforstyrrelser? --For det er til en vis grad arveligt. Og måske kan du få råd fra nogen, der er kommet over det?? Din mor og din far ved måske, om nogen af deres søskende -eller de selv- har haft lignende problemer..

Og så håber jeg, at du selv er opmærksom på, at når du lige nu vælger at snakke med psykologen om noget andet, som du synes er vigtigere, så KAN det være, fordi du synes, det er for svært at beskæftige dig med spiseforstyrrelsen.. Men du ved også godt, at der er ingen vej udenom!

---

Jeg har haft det i 4 år...
Og nej. Ingen andre i min familie har haft det...
Det er ikke fordi jeg ikke vil snakke med ham om det, men det andet er vigtigere for mig at få snakket om her og nu...

---

Hvis det så hjælper dig at snakke om noget andet end din sygdom, så er det jo godt.

Ana17

Jeg håber, at du får et god tilværelse.

Jeg er ikke enig i det du skriver, men håber det bedste for dig og ikke mindst dine forældre.

---

Gætter jeg rigtigt, at det startede omkring den tid, hvor du skulle skifte fra folkeskolen til noget andet?
Jeg synes, jeg husker den tid som meget skræmmende og usikker.. Lige meget hvad man skal i gang med, så er det så helt anderledes end den skolegang man har haft siden man var en lille pige... Og man ER faktisk ikke meget mere end en lille pige på det tidspunkt..
Du er ikke den eneste, der har det svært ved det der næsten ligner en brat overgang til et skræmmende voksenliv. Jeg kunne godt ønske for dig og for andre, at I kunne have noget kontakt i en støttegruppe eller lignende. Findes der ikke sådan en?
Allerhelst skulle man lave grupper for de unge piger i den alder, INDEN de får alt for mange problemer. Jeg tror, det ville være muligt at finde dem, der er i farezonen..
Men du er 4 år ældre nu, så der er en god chance for, at du kommer ud af det og kommer i gang med et godt liv, hvis du bliver ved med at tage imod hjælp. Og du er vist selv klar til at komme videre.

---

Hej Ana17

Du skriver at du har haft det i 4 år...
- Og -
Det er ikke fordi du ikke vil snakke med ham (Psykologen) om det, men det andet er vigtigere for mig at få snakket om her og nu...

Hvor er du god til at finde på undskyldninger og udsættelser, så du undgår at komme videre med dit liv!

Men det er jo også dejligt at få "kærlighed og opmærksomhed" serveret på den måde.

Du trænger virkelig til en person, som kan trænge gennem din skal af undskyldninger med meget mere,
som du bliver ved med at skjule dig bag ved, fordi du er bange for at tage ansvar for dit eget liv.

Men da det er noget du er opdraget til at være på den måde, skal der en virkelig god og ærlig ven eller psykolog til
at få dig til at andre på dit liv.

Så mine spørgsmål er:
Er din Psykolog ude efter at tjene penge på dig - eller på at hjælpe dig.

- Og er dine forældre og venner, rigtig ærlige og kærlige overfor dig, eller er de også bange for
at såre dig ved at være hudløs ærlige overfor dig ?

mvh.
DkwM327

---

for lige at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål - så JA, man kan godt blive afhængig af kodimagnyler, idet de indeholder codein, der er i familie med opioider....
tager man tilstrækkeligt, kan man opnå en rus.
af samme grund må man ikke indtage kodimagnyler, hvis man er professionel idrætsudøver, da stoffet ved urintest - giver udslag som hvis man har indtaget morfin..
det er noget skidt, som man skal holde sig fra..

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.