---

Er for en uges tid siden flyttet i en lejlighed sammen med min datter på snart 17 mdr.

forhistorien er - vi flyttede fra hendes far i Oktober da vi gik fra hinanden, vi flyttede op til min nye fyr (ja ved det var hurtigt) da jeg på det tidspunkt ikke havde råd til noget selv, da min eksmand og jeg havde et hus vi lige skulle finde ud af hvad vi gjorde med.
Efter jeg var kommet ud af det, ville jeg egentlig gerne have et sted hvor kun min datter og jeg boede, for at få lidt ro over det hele - og fordi min nye fyr egentlig ikke var helt klar på det store ansvar et lille barn alligevel var - og hendes velbefindende var det vigtigeste.

Vi har nu så fået vores skønne lejlighed, men hun vil ikke falde i søvn. Hendes værelse støder op mod stuen så hun kan høre mig hele tiden. Men når jeg lægger hende ind går hun helt i selvsving, med mindre jeg sidder ved hende til hun falder i søvn.

Der hvor jeg boede med min fyr kunne jeg bare lægge hende ind, sige godnat og lukke døren.

er det fordi der er sket så meget på denne korte tid - og hvordan lærer jeg hende at falde i søvn igen ?

---

Det da klart med sådan en lille pus så sker det selvfølge mange ting..
Men også med at nu er i kommet i en ny lejlighed hvor der kun er dig og hende, Og det kan hun jo ikke forstå da hun er van til der ligesom mangler en mandelig stemme (Ved godt det lyder underligt) men har selv haft det problem med min søn lige til min kæreste faktisk flyttet ind her :)¨
Så kunne han høre der var en kvindestemme så følgte han sig trygt og kunne sove...

Det var nok også grunden til hun kunne slappe af da i boede hos din nye fyr fordi hun kunne høre den mandestemme og så kunne hun rolig sove....

---

Jeg tror, du forlængst skulle have haft kontakt til en professionel til at hjælpe dig med din datter.

Bed om at få en sundhedsplejerske til at vejlede dig igen - for hende har du vist ikke fast mere?

---

Slå koldt vand i blodet. Hun reagerer på den omvæltning hun har haft i sit korte liv og hun råber på tryghed.

Hun reagerer helt normalt på alle de ting der er sket og som hun ikke fatter. Hun bliver utryk.

Og du kan som mor bare give hende al den tryghed hun har brug for. Hvis i kan sove sammen kan det være en stor hjælp. Og tro mig, når trygheden er OK igen så kan hun flytte ind til sig selv igen. Men det skal hun nok selv vise dig.

---

Enig.

Hvis hun falder til ro når du er hos hende, så er det jo det, der skal til, og så er det det du giver hende.

Længere er den ikke.

Kærlighed og tryghed kan et barn ikke få for meget af.

Og så er min erfaring, når det handler om små børn, at alle de der irriterende småting, f.eks. at de ikke kan sove, det er kun en overgang, så ændrer mønsteret sig. Så det er ikke noget man skal sidde og rive sig selv i håret over.

---

Kan kun give Granner og Troldepigen ret, MEN og der er et men.

Du skal ikke tage hende ind i din seng, så starter balladen forfra når hun skal ind på sit værelse engang, det er jo et nyt værelse for hende.

Sov på gulvet hos hende, så det bliver dig der skal flytte ud. (Håber der er plads nok)

---

Jeg vil råde dig til stille og roligt at vænne hende til at du ikke er der. Bliv i værelset, når hun er puttet, men sid og sorter vasketøj eller lignende, så du er der uden i er nært sammen. Efter et par dage, kan du rejse dig og lægge ting i skuffer og skabe på hendes værelse. Efter endnu et par dage, kan du gå kortvarigt ud og lade døren stå. Vær ude af syne og kom ind igen FØR hun kalder på dig. Derfra er det bare systematisk at gøre de perioder, hvor du er ude af rummet længere og længere. Samtidig trækker du døren mere og mere til. Hemmeligheden er umærkelige ændringer. Til sidst kan hun lægge sig til at sove i bevidstheden om at du er der og kigger ind til hende ind imellem.

---

klemme2006 -> Præcis... det er sådan man gør
..også; når man som jeg ikke selv har børn, men blot har passet 'den lille' et par dage for vennerne en sjælden gang imellem.

I øvrigt er mit råd omkring små børn der ikke vil sove: Lad dem da bare være vågne. Jeg garanterer at de nok ska' bliv' trætte og sove, når de får brug for det. De skal jo ikke 'nå noget' og går derfor ikke glip af noget ved, at sove på andre tidspunkter end os andre.

Folk der VIL ha' at børn skal sove på bestemte tidspunkter gør det ikke for børnenes skyld, men for deres egen: Jamen ellers ka' vi ik' nå at gi' Sofus mad inden vi ska' på arbejde, ...ellers sover Sofus når vi andre spiser, ...ellers vil Sofus lege kl. 3.00 om natten når vi skal sove osv. osv.

</MOLOKYLE>

---

Ps. Der er så mange myter om søvn og søvnbehov:

Så læs:

http://www.netsundhedsplejerske.dk/brevkasse/index.php?option=laes&kat=SOVEVANER&id=18754

http://www.soevnproblemer.dk/borns-sovnbehov.html

http://www.netdoktor.dk/boern/fakta/boernsoevn.htm

..også blandt voksne:

http://politiken.dk/tjek/sundhedogmotion/guidersundhedogmotion/livsstilguider/ECE1553171/sandt-eller-falsk-her-er-10-myter-om-soevn/

http://www.netdoktor.dk/tema/soevn/normal_soevn.htm

</MOLOKYLE>

---

Min erfaring, fra mine egne 2 børn (nu 12 og 16 år), er, at det ikke betyder så stort.

Min datter var 1-2 år da hun i en meget laaang periode ikke kunne falde i søvn uden jeg lå sammen med hende, det var ganske frustrerende.

Men lige pludselig, så faldt hun i søvn af sig selv, uden selskab.

Nu er hun en yderst velfungerende pige på 16 år, som vil have døren til sit værelse lukket om natten.

Det kan jo også være, at barnet har behov for den tryghed det giver, at mor er tæt på. Især når man tænker på de omvæltninger, der er sket i barnets liv.

Jeg har en niece (nu 26 år), som de første 10 år af sit liv sov sammen med sin mor. Hun er i dag et velfungerende voksent menneske, som selv er blevet mor.

Det vigtigste i et barns liv er, efter min mening, tryghed.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.