Min erfaring begrænser sig til køb af et redskabsskur, samt til min nabos køb af vinduer, - begge dele fra Litauen. Altså meget begrænsede erfaringer, hvilket skal understreges.
Priserne var overbevisende billige, leveringstiden var som lovet. Men kvaliteten var i begge tilfælde skuffende. På redskabsskuret passede metaldele som lukkeanordning og dørophæng ikke i målene og en tømrer måtte tilkaldes for at reparere på det. Desuden var gulvet for spinkelt og måtte afstives flere steder end vist på tegningerne for ikke at sætte sig. Udseendet var såmænd meget pænt, men man havde på fornemmelsen, at det ikke kan holde lige så længe som et dansk- eller norskbygget redskabsskur.
Vinduerne var pgså billige og leveringstiden i orden. Men min nabo var skuffet over udseendet, fordi der mange steder var små skader i form af ridser, huller i træet etc. Det var med sikkerhed ikke første klasses kvalitet træ. Desuden var der også her problemer med en del af hængslerne og andre metaldele, små unøjagtigheder på blot nogle millimeter er besværligt i det daglige.
Men sagen er, at de baltiske produkter er meget billige, og derfor erobrer en del af markedet. Hvis man selv er fiks på fingrene, gør det måske ikke så meget med fejlene og kvalitetsbrister, men hvis man ikke har prøvet at bygge før, kan detr være mere besværligt end man forestiller sig.
Hvis jeg var i dit sted ville jeg primært se mig om efter et dansk produkt, og allerbedst alliere dig med en dansk håndværker, der kan hjælpe med til at få et godt resultat ud af det. Måske kan du finde en pensioneret tømrer, som vil arbejde til et par hundrede kroner i timen, og det er mange penge værd i det lange løb. Tag ham allerhelst med fra starten, så kan han også hjælpe dig med at vælge huset eller tegne det efter dit hoved.
God fornøjelse med byggeriet!
Oldboston