---

Kære venner !
Bør en 85-årig, gammel, svag mor have at vide at hendes søn skal gennemgå en ricikabel
hjerneoperation, eller bør hun holdes hen i lykkelig uvidenhed indtil operationen forhåbentlig er godt overstået ?
Vi er nogle stykker som diskuterer dette og beder om jeres mening !

På forhånd tak !
Gravhunden

---

Jeg tror hun vil være glad for at kunne give et knus som måske kan blive det sidste.
Det er muligt at der ikke skal tales helt ned til alle detaljer, men dog fortælle at der er en risiko.

---

Det skal man vist kende personens psyke, styrke og indstilling til livet for at kunne svare på.

---

Jeg syntes helt klart at hun skal vide det Et menneske i den alder har prøvet lidt af hvert i sit liv Og ja kender jo ikke personen men syntes at det er et krav

---

En mor vil altid uanset alder sætte pris på at få at vide, at hendes "barn" skal gennemgå en operation.

Hvis operationen med sønnen ikke giver det bedste resultat, så vil hun være ulykkelig for ikke at have kunnet tage "afsked" inden da.

Men hvordan er tilstanden med sønnen på nuværende tidspunkt !!! Er han for syg til at besøge sin mor eller kan moderen besøge ham !!!

---

Jeg vil mene at det bedste er at blive delagtiggjort.
Jeg har selv oplevet at blive "skånet" et langt stykke af vejen, da min far fik kræft. Det var først i den sidste del, at jeg fik det fortalt.
Problemet ved ikke at fortælle det er, at vi godt kan mærke at der er noget helt galt og ved ikke at vide præcist, på lige fod med andre, så gør det faktisk det meget sværere, da vi måske ikke relatere det til det faktiske, men er diffuse oveni det, at vide på et plan, at der er noget helt galt.
Uanset udfaldet har alle de nærmeste brug for at bearbejde det før eller siden, og ved at undlade at foetælle det til til nogen sættes de udenfor i det der kunne være til gensidig støtte plus det jeg allerede har nævnt, at være diffus, eller måske kommer det til udtryk på en anden måde, til udtryk komer det. Det er nok være at blive sat udenfor(skånet) end at få virkeligheden serveret. En ting er at der en frygtelig virkelighed, en anden er at ens familie er stadig ens familie, lad være med at blande det samme.
Hun kan sikkert godt tilgive jer, hvis hun finder ud af at I gjorde det i en god mening, hvis udfaldet bliver uheldigt og hun får det at vide, men skal så ligesom være alene med bearbejdingen bagefter, hvor I kraft af jeres viden er langt foran. Og hvis udfaldet er godt og I ikke har sagt noget, vil der alleigevel være den fornemmelse, der nager og ikke er til at slippe af med fordi hun ikke ved hvad præcist der er foregået. Og selvom det går godt vil det jo stadig være en oplevelse der har ændret familien, og hvor hun er blevet holdt uden for. Det er ikke godt og en undervurdering af hende som ligeværdigt medmenneske.
Forstået?

---

På den anden side kan det jo også være så svært for jer at takle, at det at skulle indvolvere moderen oveni, som i allerede har stemplet som svag, gør jer så meget mere splittede.

---

Spørgsmålet er umuligt at besvare for udenforstående.

Det der er rigtigt for den ene kan være forkert for den anden, og uden at kende de involverede personer og deresstrategier omkring den slags ting, så kan der aldrig komme et kvalificeret svar.

---

Jeg synes ikke man kan tillade sig at holde det hemmeligt for hende!

Er hun troende?
Mange mennesker - sikkert flere end man lige mener - lægger stor vægt på det ,at gå i forbøn.
bruge en nat hvor man ikke kan sove alligevet. Af angs og bekymring, - bruge den nat til at bede for sin elskede søn.

Jeg forstår nok at det er den nat i angst og bekymring i netop vil skåne hende for. "For det nytter jo ikke noget alligevel". Hvem af os ved det?
Jeg synes hun har krav på at vide alt

---

Kære, kære alle !
tusinde tak for jeres hurtige svar !
Nu kan vi endelig komme videre !
Mange hilsner fra gravhunden

---

Jammen så er vi stort set enige...

Hun skal vide det...
Eneste grund til IKKE at få det at vide, er hvis de ellers ikke har nogen kontakt.

Det ER nu engang sådan, at når vi har mennesker, der står os nær, så må vi også leve med frygten for at der skal ske dem noget.

Det eneste der er værre end den frygt er, hvis vi mister dem og opdager, at vi slet ikke stod så nær så vi fik så vigtige ting at vide.

På den anden side ER i sidste ende en sag mellem hendes søn og hende. Hvis HAN ikke mener, hun skal vide det. så er det HANS ønsker, der gælder.
I kan fortælle ham, at det er bedst for hende at få det at vide. Men det kunne jo tænkes at HAN ikke kan magte at hun skal vide det... Det må prioriteres højere end hvad der er bedst for mor..
Det er jo HAM, der er syg...

Så... tjah...

---

Det kommer helt an på hvor stærk kvinden er. I den tyske film Goodbye Lenin, har vi den samme problematik med en mor der har meget svagt hjerte, hun er sengeliggende imens muren falder, hun er indædt kommunist, og hendes børn er bange for at sammenlægningen med vesten vil ødelægge hende, så dee opfører sig som om at de stadig er i østen, og køber kun gamle øst-produkter, og får et østtysk drengekor til at komme og synge for hende. Så pointen er: At hvis hun kan klarer det vil hun nok gerne vide det, hvis ikke så lad være.

---

Jeg tror ikke, der sker mere i dette spørgsmål. Spørgeren har ikke været på kandu siden spørgsmålet blev stillet.

Dette spørgsmål er blevet annulleret, det er derfor ikke muligt for at tilføje flere kommentarer.